Ullas Vinkler…

Da jeg i sin tid stiftede bekendtskab med Michel Foucaults teorier om disciplinering og selvdisciplinering som samfundspolitisk styringsredskab, var jeg meget begejstret. Jeg syntes, han var genial. Det synes jeg stadig. Jeg synes, han giver en næsten skræmmende klar beskrivelse af de mekanismer, der skaber det selvdisciplinerende præstationsmenneske.

Men så stopper min begejstring også. For jeg synes ikke, de mekanismer er særlig positive. Og jeg synes heller ikke, at de menneskelige trivselsproblemer, der følger af det selvrealiserende og selvdisciplinerende samfundskoncept – er særlig positive. De er, synes jeg, meget forfærdelige.

Skal en samfundsteoretiker som Foucault – og mange andre dygtige og geniale teoretikere – have konstruktiv værdi – så skal de bruges som redskaber til at identificere og forstå nogle af de negative samfundsmekanismer, så man efterfølgende kan forsøge at ændre på dem og gøre noget andet i stedet.

Hvis man udelukkende bruger samfundsanalyser til at beskrive verden, for at “bevise” og dokumentere – at sådan er verden. Så mister de deres værdi og betydning.

De har kun værdi, hvis man efterfølgende stiller spørgsmålet: Og hvad kan vi så lære af det?

Der er alt for meget analysearbejde, der aldrig når ud over rampen. Forstået på den måde, at de aldrig efterfølgende bliver omsat til noget, der har praktisk betydning for det, der er blevet analyseret på. Det har for eksempel ingen værdi, at man har en ufattelig stor viden om arbejdsmiljø og de mekanismer, der giver stress – hvis ikke den viden bliver brugt til at forbygge stress.

Det fint med analyser – men man skal ikke blive så analyseforelsket, at man analyserer, bare for at analysere – og begynder at opfatte en analytisk forståelse som en form for problemløsning. En analytisk forståelse i sig selv, ændrer ikke noget ved noget – eller løser nogen problemer.

Og det er ikke analyser, der er mangel på i et samfund som det danske. Der ligger rigtig mange gode analytiske projekter og rapporter rundt omkring i krogene på universiteter og andre steder i det danske samfund. Som bare ligger der og ligger – for at samle støv. Mens man masseproducerer flere analytiske projekter og rapporter, der kan komme til at ligge i krogene sammen med alle de andre – og samle støv – ligesom alle de andre…

» Foucault: Disciplinering – en moderne magtteknologi

» Michel Foucault

Og hvad kan vi så lære af det?